Fotograf indgyder mod hos unge

Kultur
29.  November 2017

Foto: Jan Grarup

Tirsdag den 28 november besøgte Jan Anders Grarup Nærum Gymnasium, en dansk krigsfotograf som dokumenterer verdens hårdest ramte konfliktzoner. Foredraget omhandlede Grarups arbejde som krigsfotograf generelt, og med et slideshow med det ene voldsomme fotografi efterfølgende det andet, beskriver Grarup forholdene subjektivt i de konfliktzoner han besøger med en konstant undertone af politisk motiv.

Foredraget gav et meget godt og personligt indtryk i, dels hvordan livet for en krigsfotograf er, men også hvordan livet for kriseramte mennesker udspiller sig. Grarup evnede at præsentere sine motiver på sådan en måde, at kontrasten mellem livet i Danmark og konfliktzonerne bliver knivskarp. Og det er netop denne skarphed som virker så kraftfuld og samtidig inspirerende.

For Grarup formår virkelig at formidle den frustration han føler til hverdag på en ordentlig måde, så publikum selv mærker selv samme frustration. Man sidder tilbage med en harme over, hvad der føles som mangel på basal medmenneskelighed i vores samfund. Grarup taler f.eks kort om hvordan politikerne, i hans optik, tager langt fra nok ansvar. Uden at det virker som en banal og kedelig opsang, opfordrer Grarup os unge til at tage det ansvar, som politikerne ikke magter. Grarup opfordrer os unge, som han mener er langt bedre til at føle denne passion og medmenneskelighed, samt bedre til at lytte til, hvad der rent faktisk foregår ude i verden, til selv at gøre en forskel.

Det forekommer som en nem løsning at distancere sig selv fra de mennesker, der er i nød, fordi de ikke ligner os eller taler samme sprog. Men i realiteten er den eneste relevante kontrast mellem de unge flygtninge og de danske unge mængden og størrelsen af de problemer, vi hver især skal håndtere. For mens vi i Nærum klager over morgenmoduler og for lidt søvn, bliver flygtninge i alle aldre tvunget fra hus og hjem på grund af  bomber i baghaven.
En ting er dog klar; efter man har lyttet til Grarups foredrag om at dokumentere konfliktzoner, har man en klar lyst til selv at rejse ud og redde verden.